Helene fra Paradise Hotel

Det var med meget blandende følelser jeg måtte forlade hotellet, på den ene side var det frygtelig sørgeligt, det var surrealistisk at det pludselig var slut og jeg ikke skulle være en del af det mere, at skulle sige farvel til folk, og forlade stedet som jeg har set så mange andre gøre. På mystisk vis, formåede jeg at holde tårene tilbage under selve afskeden, den rigtige reaktion kom først nogle timer efter hvor jeg indså at det virkelig var det. Det tog mig et par dage før jeg stoppede med at kigge efter kameraerne og følte mig også en anelse amputeret uden min microport. 

På den anden side var det en lettelse at være ude igen, fordi man pludselig indser hvor meget taktik fylder i ens hverdag på hotellet, man tænker og tænker og hjernen køre i højeste gear døgnet rundt. Man drømmer om det om natten og tænker på det i løbet af dagen, man bliver paranoid og forvirret og uanset hvad folk siger, overvejer man et split sekund om der er en bagtanke med det. Jo længere tid der gik, jo mere energi forladt blev jeg, og havde et stort behov for at sove.

-men trods alt det har det været en kæmpe oplevelse jeg på ingen måde har villet være foruden, jeg har lært mange ting om mig selv, og fået sat min tålmodighed på prøve, for det er hårdt at være omgivet af mennesker 24 timer i døgnet. Jeg sætter stor pris på de at have mødt så mange fantastiske mennesker, det var det hele værd.